Frederikssund Kørelærerforening

Spritbilist i vanvittig biljagt med over 200 km/t



Politiet måtte tage skrappe midler i brug for at standse spritbilist efter biljagt over 30 kilometer

En 19-årig mand gjorde den nordjyske del af motorvej E45 direkte livsfarlig for sig selv og alle andre natten til søndag, da han forsøgte at køre fra politiet i en stjålet bil.

Jagende politipatruljer og blå blink i bakspejlet var ikke nok til at få ham til at standse ham. I stedet øgede han bare farten i forsøget på at slippe væk fra ordensmagten. Til tider med hastigheder målt til over 200 kilometer i timen.

Ikke nok med, at den ekstremt høje fart i sig selv var livsfarlig. Den 19-årige var spirituspåvirket, da han kørte om kap med politiet. Og det skete over en strækning på omkring 30 kilometer.

En patrulje havde i første omgang spottet spritbilisten i Hobro. Da patruljen satte efter ham, satte han kurs mod tilkørslen til motorvejen og satte herfra virkelig fart på i nordlig retning.

På et tidspunkt kørte vanvidsbillisten fra motorvejen og ind på rasteplads Himmerland, her forsøgte den civile patrulje af stoppe bilisten ved at påkører bilen, med det reslutat, at en civil patruljevogn blev smadret.

Først ved Støvring mellem Hobro og Aalborg lykkedes det at få ham standset. Det skete ved hjælp af en sømmåtte, der var lagt tværs over vejen.
Den 19-årige mand er trods sin unge alder for længst skrevet ind i kriminalregisteret. Han er i øjeblikket prøveløsladt og venter samtidig på at afsone i endnu en sag.

Med anholdelsen natten til søndag bliver han nu sigtet for spirituskørsel og for at volde fare for andre menneskers liv.
Det hele gik så stærkt, at politiet glemte at fjerne sømmåtterne igen, de nåede at punktere et par andre biler.

Kilde: BT.



Tog til tiden kan få folk til at stille bilen
Omkring halvdelen af danskerne siger, at de vil rejse mere med offentlige transportmidler, hvis den kollektive trafik bliver forbedret.

Det viser en undersøgelse, som Capacent Union har foretaget for Danske Regioner. Det skriver Politiken.

»Problemerne i transportsektoren har stor betydning for mobilitet, produktivitet og samfundsøkonomi. Derfor skal vi have flere over i den kollektive trafik. Og undersøgelsen viser, at det er et ønske, der deles af befolkningen«, siger Carl Holst (V), som er formand for Danske Regioners udvalg for regional udvikling.

Konkrete krav

Undersøgelsen, som er foretaget blandt godt 1.000 tilfældigt udvalgte borgere, viser, at danskerne har meget konkrete krav til, hvad der skal forbedres.

For de fleste trafikanter er det underordnet, om de sidder godt i toget eller bussen. Forbedret komfort vil kunne få en ud af tre bilister til at lade bilen stå. Det afgørende for danskerne er, om man kan stole på den kollektive transport. Mere end 60 procent af de trafikanter, som ikke bruger kollektiv transport dagligt, svarer i undersøgelsen, at flere, hurtigere og mere præcise afgange kan få dem over i den kollektive trafik, skriver Politiken.

Forsker advarer

Anker Lohmann-Hansen, trafikforsker og ekstern lektor ved Aalborg Universitet, advarer mod at tro, at halvdelen af danskerne vitterligt vil droppe bilen, hvis den kollektive trafik bliver bedre. Der er nemlig et stykke vej fra at svare i en spørgeundersøgelse til at lade bilen stå og sætte sig ind i toget, når det kommer til stykket.

Men undersøgelsen giver alligevel et pejlemærke om, hvor politikerne skal investere pengene i den kollektive trafik.

»Hvis politikerne skal få flere mennesker over i den kollektive trafik, så handler det om at forøge hastighed og regularitet og sørge for, at der er færre omstigninger«, siger han til Politiken.

Anker Lohmann-Hansen understreger, at erfaringen viser, at investeringer i kollektiv trafik ikke i sig selv kan flytte mange trafikanter fra vejene til den kollektive trafik. Derfor skal man samtidig sørge for, at det bliver mindre attraktivt at køre bil - enten ved ikke at udbygge vejnettet eller ved at indføre såkaldte trængselsafgifter, som gør det dyrere at bruge bilen.

Kilde: Politken



Fremtidens trafik bliver med helikopter

Om få år bliver der kø på helikopternes landingsbaner, mener nogle. Andre er derimod skeptiske over for støjen og foretrækker mere kollektive trafikløsninger.

Der skal være landingspladser til helikoptere ved alle bysamfund. Trafikken på jorden er massiv, og derfor vil det være logisk at bruge luftrummet til at løse de trafikale problemer.

Det mener projektmanager Bjarne Lastein, Bel Air Helicopters i Holsted.

- I øjeblikket det kun for de få. Men hvis helikopter-transport var en mængdevare, og man fik den ned i et rimeligt prisleje, kunne man løse mange trafikale problemer, siger han.

Stadig flere satser på helikopteren som transportmiddel. For 10 år siden var der 55 civilt indregistrerede helikoptere i Danmark. I dag er tallet 105. 186 har certifikat til helikopter og bruger det enten privat eller kommercielt.

Kommunikationschef Thorbjørn Ancker, Statens Luftfartsvæsen, mener at hvis helikoptere bliver støjmæssige acceptable, billige i pris og billige at operere, vil de i fremtiden være et alternativ i trafikken.

Ritzau

Trafikforsker: Vi er selv skyld i bilkøer


Når bilkøerne strækker sig så langt øjet rækker, har vi delvist selv skylden. Det fastslår en trafikforsker, som har undersøgt, hvilken rolle bilisternes moral spiller for vores måde at køre bil på.

Forestil dig, at du holder i en kø i venstre vognbane. Højre vognbane snævrer ind mange hundrede meter længere fremme, men er helt fri for biler.

Benytter du de muligheder flettereglerne giver for at køre forbi en god del af køen og blinke ind igen længere fremme ved indsnævringen? Nej vel. Det ville være for frækt. Og ve den der gør det. Han får ikke den mindste chance for at møve sig ind igen. Så vi bliver pænt bag i køen.

Sådan svarer langt de fleste i en interviewundersøgelse, som trafikforsker ved Aalborg Universitet, Anette Jerup Jørgensen, har foretaget og som danner grundlag for bogen Trafikkultur.

Bilisternes egen skyld

"Når vi på den måde sætter vores moralske begreber om køkultur og først-til-mølle-princippet højere, end de muligheder færdselsloven giver os, udnytter vi ikke vognbanerne fuldt ud og er dermed selv med til at skabe alenlange køer," forklarer Anette Jerup Jørgensen til JydskeVestkysen.

Hun mener derfor, at man helt bør droppe flettereglerne og overveje andre måder at regulere trafikken på.

En ændring af flettereglerne ligger dog ikke øverst på bordet hos Rådet for Større Færdselssikkerhed.

"Vores udgangspunkt er at mindske risikoen for ulykker. Og det kan da godt være vældigt irriterende med lange køer, men i og med at farten er lav, er det ikke der, hvor de alvorlige ulykker sker," siger dokumentationschef Jesper
Sølund.

Kilde: Jydskevestkysten
Offentliggjort 13.09.07 kl. 07:32
http://jp.dk/indland/trafik/article1086402.ece

Pavens 10 bud til bilisterne


Vatikanet appellerede i går i et 36 sider langt dokument med 10 bud til de noble sider af bilisternes væsen og krævet ansvarlighed og selvkontrol: Biler må ikke blive anledning til synd, fremhæves det bl.a.

”Du må ikke køre med alkohol i blodet”
”Du skal respektere fartbegrænsningerne”
”Du må ikke opfatte en bil som redskab for personlig heltedyrkelse eller bruge den som et sted for synd.”

Vor Herre er tilsyneladende kommet endnu tættere på menneskers hverdag, ihvertfald i den katolske udgave. Vor Herres første repræsentant blandt katolikker, hans hellighed Pave Benedikt XVI og Vatikanet tog tirsdag en pause fra de strengt teologiske sager og udsendte et kompendium af påbud og forbud i forbindelse med de moralske aspekter vedrørende motoriseret kørsel.

Ifølge nyhedsbureauet Reuter udsendtes et 36 siders dokument kaldet: ”Retningslinier for den pastorale opførsel i trafikken,” indeholdende 10 bud gældende alt fra trafikproblemer over respekt for de gående og vedligehold af bilen til at undgå grimme attituder over for medtrafikanterne.

Selvkontrol

”Biler har det med at bringe de primitive sider frem i mennesker, hvilket kan føre til mindre hensigtsmæssige resultater,” skal det bl.a. fremgå af dokumentet, som appellerer til, hvad der betegnes som de noble tendenser idet menneskelige væsen og dertil forlanger ansvarlighed og selvkontrol.

Dokumentets femte bud fortæller ” Biler må ikke for dig blive et udtryk for personlig magt og dominans over andre og en anledning til synd.”
Adspurgt på en nyhedskonference i Vatikanet om, hvornår helt konkret en bil i Vatikanets øjne bliver anledning til synd, svarede kardinal Renato Marino:
”Når en bil bliver brugt som et sted for synd.”

Der forlyder intet om, at den danske kirkeminister eller landets biskopper skulle gå med tilsvarende overvejelser om at blande sig med etiske rådgivning af bilister blandt Folkekirkens medlemmer.

De 10 motoriserede bud

1.Du må ikke slå ihjel.
2.Vejene er for fællesskabets behov ikke for dødbringende skader.
3.Høflighed, ærlighed og forsigtighed vil hjælpe dig i uforudsigelige situationer.
4.Vær opofrende og hjælp din næste i nød, specielt ofre for ulykker.
5. Du må ikke opfatte en bil som redskab for personlig heltedyrkelse eller bruge den som et sted for synd.”
6.Overbevis de unge og knap så unge om ikke at køre, når de ikke er I stand til det..
7.Støt familier til trafikofre.
8.Bring på rette tidspunkt skyldige trafikanter og deres ofre sammen, så de sammen kan opleve tilgivelsens befrielse.
9.Beskyt den svage part i trafikken..
10.Vær ansvarlig for andre.

Af MADS STENSTRUP
Offentliggjort 20.06.07 kl. 11:11
http://fpn.dk/motor/bil/article72857.ece